
Skift gear – og ta’ bussen i stedet for bilen
Heldigvis tager flere og flere bussen. Når der er 6 passagerer med bussen, som ellers ville have taget bilen, er bussen CO2 neutral. Mere skal der ikke til.
Så forestil dig, hvor meget CO2 der spares, når bussen er fyldt!
Følg strømmen. Hop på bussen eller spar på el-regningen!
Hvis du kører 10 km i bus i stedet for i bil, sparer du så meget CO2, som ellers ville blive ledt ud, hvis du rister 70 stk. brød på brødristeren… – eller varmer 23 retter i mikrobølgeovnen.
Hvis du tager bussen tur/retur Silkeborg/Randers eller Herning/Struer, svarer det til at spare opvarmning af 200 retter i mikroovnen om året!
Praktisk stationcar. Der er altid plads til én mere i bussen!
Når familien vokser, køber man ofte en større bil, eller bil nr. 2. Så er der mulighed for både familieudflugter og pendling til og fra arbejde. Ta’ bussen i stedet!
Hvis en gennemsnitlig midtjysk pendler* tager bussen i stedet for bilen, spares der så meget CO2, som ellers bliver udledt, hvis man laver 9367 kopper kaffe eller koger vand i elkedlen i 19 dage uafbrudt!
Fri parkering. Hils på P-vagten med god samvittighed!
Shopping, biografture og venner. Spar tid på at lede efter en parkeringsplads og spar penge på parkering og P-bøder – og spar CO2 på samme tid. Det er ren win-win at hoppe på (og af) bussen!
*)
En gennemsnitlig midtjysk pendler er en pendler, der rejser 19,5 km hver vej.
For meget CO2 ødelægger verden
Her i Danmark udleder vi hver især ca. 10 tons CO2 om året – størstedelen sker i forbindelse med transport. Ifølge EU skal vi ned på 2 tons om året for ikke at belaste klimaet.
Prisen for vores høje energiforbrug er alt for meget CO2 i atmosfæren, hvilket fører til global opvarmning. Når verden bliver varmere har det alvorlige konsekvenser for os alle. I Danmark må vi forvente mere ekstremt vejr med storme og oversvømmelser. Ved polerne smelter gletscherne, vandstanden stiger, og i troperne slås de med flere tørkeperioder.
Du er verdensredder, når du tager bussen
Den globale opvarmning kan bremses, hvis vi ændrer vores vaner. Vi kan spare på CO2en ved at tage brusebad i stedet for karbad, ved at skifte tørretumbleren ud med et tørrestativ eller ved at tage bussen engang i mellem. Faktisk er valg af bus et af de områder, hvor man som privatperson kan spare allermest på CO2en. Du er verdensredder, hver gang du tager bussen.
Bussen nedbringer CO2en
Lader du bilen stå og tager bussen mellem hjem og uddannelse (40 km i 200 dage), kan du spare ca. 1 ton CO2 om året. Til sammenligning sparer du 110 kg CO2 pr. år ved at slukke helt for tv og andre elektriske apparater eller 210 kg CO2 pr. år ved at bruge tørrestativ i stedet for tørretumbler. I øvrigt udleder en bil i gennemsnit 126 g CO2 pr. passagerkilometer, mens en bus kun udleder 83 g CO2.
Eksemplet viser, at det især er på transporten, at du effektivt kan nedbringe dit personlige CO2 forbrug.
Hvis du vil vide mere om, hvad Midttrafik helt konkret gør på miljøområdet, så se her: